Østsjællandske Jernbaneklub har eksistereret siden 1972 og har kørt veterantog lige siden. I 1978 flyttede vi fra nordre remise til et nyt areal ved siden af den gamle godsbygning i Køge. I 2014 blev vi opsagt fra vores areal, og flyttede herefter ind på Flemming Junckers industripark, hvor vi har 15.000 kvadratmeter at boltre os på. I 2018 fik vi et stort ønske opfyldt, nemlig 2 vognhaller til vores nye grund. Hal 1 står nu klar og vores materiel holder nu indendørs, hvor vi kan restaurere og vedligeholde togene i tørvejr. Hal 2 skal vi selv rejse da den er sponsoreret af en arv fra et tidligere medlem. Vi nåede at få sat skelettet af hallen op på den gamle grund og næste projekt er så at få rejst hallen igen på det nye sted. På vores nye grund som vi kalder Skoven, har vi fra Banedanmark overtaget 4 pavilloner, der har en fortid på Næstved station.

Ved Køge Station har vi et lille museum og klubhus hvor vi afholder klubaftner hver mandag klokken 19.00.

Vi mødes gerne til en ugentlig arbejdsdag (lørdag eller søndag), tag kontakt til os for at høre, om vi arbejder pågældende dag du ønsker at kigge forbi.

Vi råder over mange forskellige maskiner til vedligehold og renovering af vores tog og område. Men vi modtager også gerne nyere værktøj og maskiner.