Statens Järnvägers S-maskiner blev leveret i tre serier på ialt 46 stk. Den første serie, der fik litra Sa 938-947, blev leveret i 1908 fra Motola, Nohab og Falum. Disse ti maskiner der var beregnet til kørsel på korte og mellemlange strækninger, blev designet Kungl. Järnvägsstyrelsen Maskinbyrå. Lokomotivet er et sidetankloko med løbehjul og/eller bogie, det havde udvendige cylindre. Det var for den tid et meget moderne lokomotiv, med overheder, hastighedsmåler og stort førerhus Drivhjulsdiameteren blev bestemt til 1530mm. hvilket tillod en hastighed på 75 km/t. I 1912 blev hastigheden dog forøget til 80 km/t. Lokomotivet blev konstrueret med den hensigt, at det skulle kunne fremføre en vognvægt på 150 tons over en 80 km strækning med en stigning på 10 promille med mindst 40 km/t, uden fornyelse af vand og kulforråd. Man beregnede lokomotivets vægt til 60 tons. Vandforbruget med damp til varmeledning blev beregnet til 350 kg pr. ton-km. samt at der stod 1m³ vand tilbage i tankene, når der atter skulle fyldes vand på. Kulforrådet beregnedes til 2 tons. Det beregnede forbrug ved 150 tons vognvægt var korrekt, men det viste sig snart, at større forråd af kul og vand kunne forbedre lokomotivet. Vandforrådet var f.eks. for lille til de mulige kørestrækninger, hvor man ikke kunne klare sig uden ekstra vandpåfyldning. Da man også ønskede at fremføre tungere tog over længere strækninger, blev det ved bestillingen af næste serie på ti lokomotiver (15 marts 1910) bestemt, at vandtankene skulle forøges med 1m³ og kulforrådet med et halvt ton. Af de første ti s-maskiner var de fem forsynet med damptørre - disse fem lokomotivers højeste damptryk var 11 atm., hvorimod de andre fem, der havde almindelige overhedere, havde sikkerhedsventilen sat til 11,5 atm. Systemet med damptørrere viste sig ikke at være godt og det blev senere fjernet Anden serie blev leveret af Motola og Falum med serienumrene 1049 -1058. vandforrådet var som før nævnt, forøget til 8m³ og kulforrådet til 2,2 tons. På tredje og sidste serie, der fik serienumrene fra 1174, forlængede man kedlen, så rørenes længde blev forøget fra 3600 til 4000 mm. Disse forlængede kedler blev efterhånden også ilagt lokomotiverne fra de to første serier, når de kom ind til større eftersyn. Det resulterede i, at man til tider så S-maskiner i tre forskellige udgaver: Gamle med kort kedel, gamle med lang kedel og nye med lang kedel. Leveringen af sidste serie skete over tre år. I 1914 leverede Motola nr. 1174-78. i 1915 kom nr. 1247-57 fra Motola og Falum og i 1916 leveredes fra Falum nr. 1258-60 og 1274-77 medens nr. 1278-80 kom fra Motola. Nr. 1280 var forsøgsvis påmonteret med kulpulverfyring. Det samme forsøgte men med nr. 1252, men udstyret blev fjernet i 1922. For de første ti lokomotiver med 3600mm. kedel var hedefladen i rørene 71,4 m², total hedeflade 79,5 m², overheder 20,3 m², vandforråd 7 m³, kulforråd 2 tons, tjenestefærdig vægt 60 tons. Akseltrykket 9,2- 13,2 - 13,2 - 13,6 - 10,8 tons, adhæsionsvægten 40 tons. På næste serie, der havde større forråd af vand og kul var tjenestevægten forøget til 62 tons, adhæsionsvægten 41,3 tons. Med den længere kedel var hedefladen forøget til 87,4 m² og ristearealet er 1,84 m². største akseltryk 14,2 tons. Lokomotivkedel Sa 1640, der ligger i nr. 1280, blev fremstillet i Huvudverksaden i Örebro i 1927 til lokomotiv nr. 1058. Kedelen blev udtaget af nr. 1058 den 24. april 1939 og ilagt nr. 1254 27. oktober 1939. I juli 1950 blev den udtaget af 1254 nr. 1254 og den 12. september blev den ilagt nr. 1280. Lokomotivet blev repareret og udtørret den 13. september 1963, hvorefter at det overgik til reserven. Sidste normalt aktive S-maskine var S 1176, der var aktiv sidste gang i 1965 (Malmö området)

ØSJK Arkiv